Stalking er en udvidelse af begrebet chikane, og en stalker er på engelsk en jæger eller en forfølger. Og offeret er på den måde jagtet eller forfulgt af stalkeren.
Typisk er stalkeren en, man kender i forvejen. Det er, hvis man har levet i et forhold, og forholdet så ophører.
Her føler den ene part sig måske afvist, og så kan det lige pludselig tage overhånd med uønsket kontakt via bl.a. mail, sms og personlig kontakt.
Som udgangspunkt er det meget svært at genkende en stalker. Det er personer som dig og mig, skønt det primært er mænd, der er stalkere. Og i mere end halvdelen af tilfældene er stalkeren en, der allerede i forvejen kender offeret godt, mens det i mindre end en tredjedel af tilfældene er en vidt fremmed.
Stalkerne kan som udgangspunkt opdeles i fem forskellige typer:
Den afviste:
Han opfatter typisk sig selv som offer, og han føler sig afvist af en partner, kæreste, date, nabo, ven eller lignende. De
tilhører den største gruppe af stalkere, og der er stor sandsynlighed for, stalkingen udmønter sig i vold. Denne gruppe af stalkere kan være meget vedholdende, og der er risiko for, at de fortsætter i årevis.
Den intimitetssøgende:
Dette er ofte stalkeren, der ønsker en intim relation til en kendt. Han er meget vedholdende og er ikke lydhør for offerets negative respons.
Den inkompetente:
Hans sociale egenskaber er ikke særligt gode, og i særdeleshed ikke i forhold til at lægge an på det modsatte køn. Derfor giver hans metoder ofte den modsatte virkning af, hvad han egentlig ønsker. Han ønsker en partner, men får det ikke. Denne type af stalker giver hurtigere op.
Den hævngerrige:
Her føler stalkeren sig uretfærdigt behandlet eller krænket. Derfor søger han at hævne sig, og han er drevet af
et behov for at skabe frygt og ødelægge offerets liv
Den psykopatiske:
I modsætning til den hævngerrige kommer den psykopatiske stalkers angreb som lyn fra en klar himmel. Han søger at opnå seksuel tilfredsstillelse og kontrol. Hans tilfredsstillelse vil primært foregå i forberedelsen af overfaldet. Denne type stalker er forholdsvis sjælden.