Som udgangspunkt er det de samme regler, der gælder, når du køber en brugt vare, som når du køber en ny. Og dermed også de samme regler, når det er en brugt bil, som du er i gang med at købe.
Men blandt andet på grund af den høje pris og den lange levetid, er det også typisk der, at problemerne opstår i forhold til loven. Det er en tendens, der også kan ses hos Forbrugerrådet, hvor netop brugte biler er den type sager, der giver flest forbrugere grå hår, og mere end hver tiende henvendelse til dem, drejer sig om brugte biler.
Generelt vil du stå langt sikrere, hvis du køber fra en forhandler, i forhold til hvis du køber privat. Mens det er et forbrugerkøb, hvis du køber gennem forhandleren, er det nemlig det, der hedder et civilt køb, hvis du køber privat.
Med andre ord. Selvom forhandleren skriver købt som beset eller tre måneders reklamationsret i kontrakten, er du garanteret to år. Har du til gengæld aftalt med en privat om, at bilen er købt som beset, står du til gengæld med skægget i postkassen, hvis der skulle ske noget med bilen. Derfor er det essentielt at sikre, at bilen er i ordentlig stand, inden du køber privat.