​Råd i forbindelse med køb og salg af heste.

Ifølge Dansk Landbrugsrådgivning er der omkring 95.000 organiserede ryttere i Danmark. I den forbindelse bliver der hver eneste dag købt og solgt et stort antal heste – også blandt private.


Men har du som almindelig privat rytter styr på reglerne omkring køb og salg af heste?

Hvem hæfter for skader under transport? Har sælger pligt til at oplyse om hestens fejl og mangler? Må sælger selv afhente hesten med ejendomsforbehold, hvis køber misligholder sin betalingsaftale? Har køber ret til at få hesten undersøgt af dyrelæge? Hvilke dokumenter kræves for at påvise ejerskabet over hesten?

Da de fleste heste (og ponyer) er mange penge værd, er det vigtigt at sætte sig ind i tingene, før man begiver sig ud i en hestehandel – også selvom købsaftalen kan printes fra nettet. Dette kan bl.a. illustreres ved dommen U.2004.1908, hvor sælger kom til at hæfte for hestens undergang, idet hesten døde hos køberen dagen efter levering. Sælger blev her dømt til at betale køber 40.000 kr.

Først og fremmest er det vigtigt, at du som køber sikrer dig, at sælger også er den reelle ejer af hesten. Mange tror fejlagtigt, at besiddelsen af et lovpligtigt hestepas og ejercertifikat er dokumentation for ejerskab til hesten. Dette er ikke tilfældet. Det er købsaftalen, der afgør ejerskabet.

Hvilke rettigheder og pligter du har, som køber eller sælger af en hest, fremgår af købeloven. Disse rettigheder og pligter er forskellige afhængigt af, hvilken af følgende tre typer af hestekøb der er tale om: Forbrugerkøb, Handelskøb eller Civilkøb. Hvilken type af køb, der er tale om, er afgørende for, om køber og sælger gyldigt kan aftale noget andet end det, der fremgår af købeloven.

Hestehandler mellem private betragtes som civilkøb, idet både køber og sælger handler uden for deres erhverv.

Købelovens udgangspunkt er, at køber skal afhente hesten hos sælger. Afhenter køber hesten på den aftalte dag, overgår risikoen på det tidspunkt, hvor køber får overdraget ”træktovet”. Det anbefales, at man som sælger forlanger kontant betaling, samtidig med at risikoen overgår til køber.

For i videst muligt omfang at undgå tvister om mangler i forbindelse med køb og salg, pålægger købeloven både køberen og sælgeren visse pligter i forbindelse med en handel. Køberen har en ”undersøgelsespligt” og sælgeren en ”loyal oplysningspligt”. Som køber skal du i første omgang gøre dig umage med at undersøge, om hesten er velegnet til det, du har tænkt dig at bruge den til. Som sælger indebærer din loyale oplysningspligt, at du besvarer spørgsmål fra køber loyalt og korrekt. Du bør af egen drift oplyse om større skader, hesten måtte have haft, og om tilbagevendende eller gentagne tilfælde af sygdom m.v. Det er ligeledes vigtigt, at du som sælger opfordrer køber til at lade hesten dyrlægeundersøge, inden handelen gennemføres.

Vi vil gerne yde konkret juridisk bistand hvis:

-Du køber eller sælger hest på auktion.

-Der er tale om dyre heste.

-Du (som køber) har mistanke om, at andre har rettigheder i hesten, eller er i tvivl om sælger egentlig ejer hesten – f.eks. fordi sælger ikke kan udlevere pas og/eller ejercertifikat eller prisen afviger væsentligt fra hestens egentlige værdi.

-Du overvejer at sælge hesten på kredit.

-Du (som køber) opdager, at hesten lider af en sygdom eller skavank, som ikke var oplyst på handelstidspunktet. Et ellers berettiget krav mod sælger kan fortabes, hvis man f.eks. tilsidesætter reklamationsfristerne, eller forsømmer at sikre sig det fornødne bevis for at hesten led af en mangel på handelstidspunktet.

Du har oftest en retshjælpsforsikring under din indboforsikring, som vil dække sagens omkostninger med typisk 90 %, hvis det måtte komme til en retssag.

Kontakt adv.fm. Peter Hilligsø for yderligere information på ph@paulex.dk.

Din sag - vores sag

Kontaktoplysninger

Advokathuset Bliddal

CVR-/ApS-nr.: 29916462

Bredgade 20, 6920 Videbæk

Telefon: 97 17 22 44

E-mail: paulex@paulex.dk

Sikker mail: sikkermail@paulex.dk  

facebook-app-symbol-hvid   linkedin   instagram​​

TRUSTPILOT

Kontakt os

​Udfyld formularen herunder og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe dig. Vi bestræber os på at svare alle henvendelser hurtigst muligt og senest indenfor 24 timer i hverdagene. Hvis din henvendelse haster kan du ringe på 97 17 22 44.

 
 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt