Hvem er "nærmeste pårørende" til en pensionsudbetaling? En fraskilt kvinde mente, hun havde krav på sin tidligere ægtefælles pensionsopsparing efter mandens dødsfald. Dette mente kvinden, fordi kvinden og manden tidligere havde været gift i 30 år. Under ægteskabet havde manden opholdt sig en stor del af tiden i Polen i forbindelse med arbejde, og mens han var i Danmark, boede han sammen med kvinden i kvindens lejlighed. Efter skilsmissen fortsatte denne praksis, hvor manden boede hos kvinden, når han var i Danmark. Manden havde flere personlige ejendele hos kvinden, og efter skilsmissen havde han ikke fjernet sine ting. Endvidere fortalte kvinden, at hun og manden fortsat levede under ægteskabelige forhold, herunder havde intimt samvær. Kvinden betragtede fortsat deres forhold som ægteskabeligt.
Manden havde efter skilsmissen indledt et forhold til en kvinde fra Polen. Han og den polske kvinde havde sammen købt et hus i Polen, hvori de boede. Manden havde fortalt sine venner om skilsmissen og den nye kæreste. Efter skilsmissen havde manden ændret sit testamente, hvorefter mandens nye kæreste skulle arve 30 % efter ham. Ekskonen skulle arve 10 %. Ved testamentsændringen havde manden benyttet ordet "samlever" om sin nye kæreste.
Ved afgørelsen lagde Landsretten vægt på, at manden havde købt en ejendom i Polen med sin nye kæreste, at han opholdt sig dér det meste af tiden efter skilsmissen, at han havde en polsk samlever, og at mandens nærmeste venner ikke anså forholdet til eks-konen som et samlivsforhold. Vestre Landsret nåede frem til, at ekskonen ikke var nærmeste pårørende efter Pensionsopsparingsloven, det var derimod mandens børn.