Lejeloven beskytter lejere af beboelsesejendomme. Et grundlæggende princip i lejeloven regulerer, hvad lejeindtægten omfatter, og hvor stort et beløb lejen må udgøre. Ved siden af lejelovens princip gælder princippet om fri lejefastsættelse for lejeboliger, som er taget i brug efter 31. december 1991. Hvor langt kan begrebet leje strækkes efter princippet om fri fastsættelse af husleje?
Det spørgsmål tog Højesteret for nylig stilling til. I en lejekontrakt mellem lejer og udlejer, var det aftalt, at udlejer særskilt kunne opkræve betaling for lejers årlige renovationsudgifter. Den udlejede ejendom blev først taget i brug efter 31. december 1991, hvilket betyder, at princippet om fri lejefastsættelse finder anvendelse. Højesteret udtalte, at princippet kun omfatter udgiften til leje af boligen. Det betyder, at såfremt udlejer ønsker særskilt dækning for eksempelvis udgifter til renovation, så må udlejer indregne udgifterne i huslejen, og herved kræve højere leje.
Såfremt udlejeren vil kræve særskilt dækning for omkostninger, er lovhjemmel nødvendig. Lejeloven indeholder hjemmel til opkrævning af varme, varmt vand, koldt vand, el, køling, fællesantenne samt internet. Øvrige udgifter skal altså indregnes i huslejen.